Jagt gennem tiden

Jagten startede i jægerstenalderen

I Danmark begyndte menneskene at gå på jagt for ca. 15.000 år siden, da isen, der dækkede landet, smeltede og gav plads til mennesker og dyr. Landskabet var dengang tundralignende og blev senere helt dækket af skov. I jægerstenalderen (ca. 13.000 f.kr. – ca. 4.000 f.kr.) var jagt og fiskeri grundlaget for menneskets eksistens. De få mennesker, der levede i Danmark, flyttede fra sted til sted, sandsynligvis bestemt af årstidernes jagtmuligheder. De bosatte sig især ved bredden af søer og vandløb og også langs kysterne. Byttedyr var rensdyr, kronvildt, urokse, vildsvin, bæver og fugle, men jægerne levede også af fiskeri og indsamlede spiselige urter, rødder og lignende.

Jagten i senmiddelalderen

Danmark udviklede sig langsomt til et bondesamfund. De store skove måtte bl.a. vige for marker og agerbrug, og der var stort behov for træ som byggemateriale til huse, skibe og brændsel. Men selv om landbrug og handel vandt frem, var man i flere tusind år afhængig af jagt og fiskeri, både for fødens skyld og for at kunne få råmaterialer som skind og horn. Skovarealer blev i vikingetiden og tidlig middelalder betragtet som frie områder, der kunne udnyttes af enhver, og hvor ingen havde særlig ejendomsret. Dette ændrede kirken, stormænd og ikke mindst kongemagten dog snart. I Jydske Lov fra 1241 står, at bonden ejer skoven, men kongen ejer grunden. I 1537 var det slut med frit at jage alle former for vildt. Bøndernes jagtret blev begrænset, og jagten blev forbeholdt de øverste samfundslag. Adelen underholdt sig med jagt på bl.a. ulve, oddere, råvildt og vildsvin, og falkejagt blev i middelalderen en ridderlig idræt for både herrer og damer. Man var til hest og fulgte falken, der jagede byttet. Nu gjaldt det for herrerne om at komme først og tage byttet ud af falkens kløer for at modtage tak og ros, når byttet blev bragt til en udvalgt dame.
Jagten gav kød til husholdningen men også gode oplevelser. Almindelige mennesker havde ikke lov til at jage vildt på deres herres jord. Ikke engang selvom vildtet ødelagde deres afgrøder. Straffen for krybskytteri var hård og kunne lyde på streng fængselsstraf eller hængning.

Kongemagten

Kongemagten kom gennem tiden til at spille en stor rolle for jagtens udvikling i Danmark, fx forbeholder en kongelig forordning i 1537 jagten på harer til adelen. Kong Frederik II (1534-1588) organiserede de største kongelige vildtbaner i Danmark. Med adelen byttede han sig til ejendomsret på jord og bygninger, og da kirkens jord efter reformationen i 1536 tilfaldt kongen, fik han på den måde samlet krongodset og skabt store sammenhængende arealer, hvor han havde eneret til jagt. Den Nørrejydske Vildtbane strakte sig fx fra Horsens til Viborg med Skanderborg som centrum, og her kunne kongen bl.a. jage vildsvin og ulve.
Hvis en adelsmand gik på jagt på den kongelige vildtbane, fik han fængselsstraf, mens alle andre blev hængt. For fæstebønder og andre jordejere, der boede inden for vildtbanerne, gjaldt det, at de kun måtte eje én hund, og den skulle have det ene forben hugget af ved knæet, så den ikke kunne jage vildtet. Vildtudbyttet fra kongens jagtrevir gik til den kongelige husholdning, og forskellige vildtretter stod på hoffets menu. Man skød bl.a. dådyr, vildsvin, rådyr, harer, vildænder, snepper, duer, traner, hejrer og gæs.
Nogle vildtarter blev importeret fra udlandet. Fasanen er et eksempel på en vildtart, der i 1562 blev importeret til Danmark fra Asien af kongen og herremændene som nyt jagtbytte.

Skovridere og skovfogeder

På de kongelige vildtbaner blev der taget skridt til at oprette et forstvæsen med skovridere og dyrevogtere. I 1588 var der omkring 30-40 skovfogeder og dyrevogtere i kongeriget. Skovfogeder blev udtaget blandt bønderne. Skovridere blev fundet blandt kongens jagtpersonale eller blandt lavadelen. Erhvervet bestod i at ride rundt i skovene og beskytte vildtet mod krybskytter og skovene mod ulovlig hugst. Desuden skulle de bekæmpe omstrejfende hunde, holde gederne borte fra skovene og sørge for, at skovene var omgivet med forsvarlige hegn.

Parforcejagt

Mange danske konger holdt af at gå på jagt, og de indførte også nye jagtformer. Christian V havde under sine dannelsesrejser til hoffet i Frankrig oplevet parforcejagten, som han blev meget betaget af og indførte i 1670. Det var en jagtform, der krævede meget plads. Christian V lod derfor Dyrehaven, der allerede dengang var kongens vildtbane, udvide og anlagde veje i stjerneformation efter de specielle forskrifter. Parforcejagten foregik til hest og havde karakter af en selskabelig begivenhed, hvor damer fra åbne vogne eller pavilloner kunne iagttage jagten. Jagten varede ofte flere timer og foregik på de anlagte stier, hvor jægerne fulgte efter deres hunde, der jagede et stykke vildt. Til sidst, når vildtet var helt udmattet, kunne det nedlægges af kongen eller en, han havde udpeget. Man nedlagde dyret med en hirschfänger, som er en lang kniv. Parforcejagten var en kostbar affære, der krævede mange jagtbetjente, hunde og heste samt et stort jagtterræn. Fordi jagtformen var så ressourcekrævende, blev den sidste kongelige parforcejagt gennemført omkring 1777. Med parforcejagten skifter jagten formål. Fra at have forsynet hoffet med mad og være en del af kødforsyningen, var jagten blevet til en sport.

Skovreformer, bortskydning og rationel vildtpleje

I slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet var skoven trængt og dækkede under fire pct. af Danmark. Træerne var blevet brugt til bl.a. brændsel og tømmer til skibe og huse. Behovet for landbrugsjord havde også fået bønder til at fælde skovene. Åbne naturtyper som klitter, heder, strandenge, ferske enge, overdrev og moser var i stedet dominerende. De dækkede op imod 75 pct. af landets samlede landareal. Derfor gennemførtes en række omfattende skovreformer, der kun tillod den absolut nødvendige fældning af træer, og man sikrede nyplantning. Men foryngelsen af skovene resulterede i, at skovbruget klagede over, at vildtet ødelagde de nye træer, når de spiste topskuddene. Også landbruget klagede, for vildtet søgte føde på markerne og åd afgrøderne. Efterhånden blev hjortevildt betragtet som skadedyr. I 1799 bestemte en kongelig resolution, at kron- og dåvildt skulle skydes i den frie vildtbane. Nedskydningen betød, at bestandene hurtigt blev mindre.

På vej mod en demokratisering af jagten

Vejen til en demokratisering af jagten i Danmark starter ved ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. I 1840 blev jagtretten ved en forordning knyttet til ejendomsretten, og nu blev det således jordbesiddere, dvs. større og mindre landbrug, godser og herregårde, der kunne stå for jagten. I kraft af de store landboreformer ændrede jagtformerne sig markant. I slutningen af 1840’erne indførte man rationel vildtpleje. Det betød, at man opdrættede og udsatte vildt, mens man bekæmpede rovvildtet. Danmarks sidste ulv blev skudt i 1813 ved Estvadgård nær Skive.
Herregårdsjagten var toneangivende i perioden 1880-1930 og har sat sit umiskendelige præg på jagt i Danmark. Fra at have været kongens privilegium blev jagten i stedet herremændenes fritidsbeskæftigelse. Den første danske jagtforening, Dansk Jagtforening, der blev stiftet i 1884, havde godsejere og andre velstillede jordbesiddere som initiativtagere.
En ændring i opfattelsen af hjortevildt betød, at den hårde nedskydning på flere godser blev stoppet i starten af 1900-tallet. Fra Japan indførte man sikavildtet. Vildtet skulle dels bruges til jagt, dels som pyntedyr omkring godser og i dyrehaver. Man ønskede ikke at fortsætte bortskydningspolitikken og etablerede den første fritstående bestand af sikavildt. Kronvildtet var fredløst indtil 1922, men herefter blev der bl.a. indført fredningstid for hinder og kalve for at frede vildtet.
I 1919 betød Lensafløsningen, at godserne måtte afstå en række af deres rettigheder og sælge jord til deres fæstegårde. Dermed blev det økonomiske og arealmæssige grundlag for herregårdsjagten forringet. I 1920’erne reducerede man omfanget af jagter kraftigt, og man begyndte at udleje jagterne til velhavende byfolk. Men jagten var dog stadig forbundet til husholdningsøkonomien og var en integreret del af landmandslivet.

Jagtloven og jagttegnet

I 1922 blev jagten yderligere demokratiseret med en ny jagtlov. Her blev det vedtaget, at alle jægere skulle have lige adgang til det jagtbare vildt, og det blev et krav, at alle, der ville udøve jagt, skulle indløse jagttegn. Med jagtloven indførte man forskellige restriktioner, fx blev det forbudt at gå på jagt om natten, forskellige vildtarter blev fredet, og man indførte begrænsede jagttider på hinder og kalve.
Da almindelige mennesker nu havde mulighed for at gå på jagt, fik en helt ny samfundsgruppe – borgerskabet – smag for at gå på jagt. I jagttegnets første år blev der indløst 64.420 jagttegn i Danmark, hvoraf over 10.000 blev indløst af handlende, håndværkere, embedsmænd, sagførere, læger og dyrlæger.
I midten af 1900-tallet blev landbruget effektiviseret. Der blev færre, men større landbrug, og maskindrift tog over. Industrien slog for alvor i gennem i byerne, der ekspanderede i takt med, at befolkningstallet steg. Denne udvikling banede vejen for rekreativt naturbrug herunder jagt og fiskeri. To tredjedele af jægerne var i 1920’erne landmænd. En meget stor del af befolkningen boede på landet og var dermed tæt på den frie fauna.
Efterhånden blev flere og flere almindelige borgere jægere. De kunne ikke identificere sig med godsejerne i Dansk Jagtforening, og derfor stiftede man i 1923 Landsjagtforeningen af 1923. Foreningen blev hurtigt landets største. I 1940 så endnu en jagtforening dagens lys. Dansk Strandjagtforening samlede de jægere, som var henvist til den frie jagt på fiskeriterritoriet. Det var dem, der ikke havde lejlighed til, økonomisk mulighed for eller ønske om at drive jagt på landjorden. På havet har jagten i øvrigt helt op til i dag været fri for alle.

Jagt som rekreation

De tre jagtorganisationer, Dansk Jagtforening, Landsjagtforeningen af 1923 og Dansk Strandjagtforening slog sig i 1992 sammen til Danmarks Jægerforbund. Forbundet består af ca. 950 lokale jagtforeninger med ca. 94.000 medlemmer, og Danmarks Jægerforbund er i dag en af de største grønne organisationer i Danmark. I alt indløser ca. 160.000 jægere årligt jagttegn, og indtægterne herfra går bl.a. til vildt- og naturforvaltning.
Frem til i dag har jagten udviklet sig fra suppleringsøkonomi til ren rekreation og en moderne fritidsinteresse. Danmark er ikke længere et landbrugssamfund, og i dag er jagtudøvelsen en naturorienteret aktivitet, som også mange bymennesker vælger. Det stigende behov for rekreativ udfoldelse har betydet, at vildtet har genvundet lidt af sin tidligere symbolværdi. Hjortevildtet er igen populært i den danske fauna, og man ønsker rige og varierede vildtbestande.

Vildtforvaltning og naturpleje

I dag har vi 44 jagtbare vildtarter i Danmark, og der nedlægges årligt ca. 2,5 mio. stykker vildt. Vildtet må jages på bestemte tidspunkter af året afhængigt af deres yngleperioder. Jagttiderne er fastlagt ved lov, der vedtages af Folketinget. Miljø- og Energiministeriet har ansvaret for jagt- og vildtforvaltningsloven. Der er nedsat et Vildtforvaltningsråd, der skal rådgive i større eller principielle spørgsmål om jagt og vildtforvaltning. Vildtforvaltningsrådet kan selv tage emner op, eller det kan blive forelagt spørgsmål af miljøministeren eller af Skov- og Naturstyrelsen. I Vildtforvaltningsrådet sidder repræsentanter fra Dansk Landbrug, Dansk Skovforening, Danmarks Jægerforbund, Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, WWF Verdensnaturfonden og Dyrenes Beskyttelse.
At jagt er blevet en rekreativ fritidsaktivitet, der giver gode naturoplevelser, har haft betydning for lovgivningen. Jagt, vildtpleje og naturforvaltning hænger i dag nøje sammen. Samtidig sikrer Vildtforvaltningsrådets brede forlig fra 2006, at der er nøje sammenhæng mellem udsætning af fugle og naturforbedringer. Jægerne må maks sætte syv fasaner eller agerhøns ud per hektar, og hvis de udsætter mere end en fasan eller agerhøne per hektar i det åbne land, skal de foretage naturforbedringer. Eksempler på naturforbedringer kan være plantning af levende hegn, buskarealer eller beplantning i markskellet. Ved at oprette disse biotoper på dyrkede landbrugsarealer skaber jægerne vigtige ynglepladser, områder med ro og giver vildtet mulighed for at finde beskyttelse. Selvom en stor del af vildtet lever i Danmarks skove, er biotoperne afgørende for vildtets overlevelse, fordi de grønne områder skaber korridorer i landskabet, som vildtet kan bevæge sig uhindret i og finde føde. Naturforbedringerne er også til gavn for plantelivet og det øvrige dyreliv – især insekter og småfugle. Jægernes natur- og vildtpleje er med til at skabe en rigere og mere varieret natur, der er seværdig og attraktiv for alle mennesker.

Den danske jagt anno 2007

En undersøgelse af jagten i Danmark i 2000 viser, at en stor del af de danske jægere er vokset op med en jagtivrig far. En typisk jagtform i Danmark er jagt på småvildt i skoven eller marker med deltagelse af 2-5 jægere med hund. Spørger man en jæger om, hvorfor han går på jagt, vil han højst sandsynligt svare, at det er pga. spændingen og naturoplevelsen. Motiver som hundearbejde, godt kød til middagsbordet, muligheden for trofæer og ikke mindst det sociale samvær er også med til at gøre jagt attraktivt.